Skagen I.K. blev stiftet i 1945, og klubben repræsenteres i dag af tre herre senior hold, som spiller i serie 5, 3 og JS. For nogle år tilbage er der sikkert en del, der kan huske et vist Skagen hold, der slog nogle gule og blå farvede stjerner fra Vestegnen ud i Pokalturneringen. Vi håber ikke, at Skagen I.K. spiller specielt godt mod modstandere, der stiller op i gul og blå. Uden selv at have set Skagen i aktion har jeg på fornemmelsen, at holdet formår at klare sig mellem de 4 første pladser, der sikrer endnu en sæson i JS, ligesom chancen for avancement til DS er mulig.
Årets Jyllandsserie bliver en ny slags Kval.-række, der skal sørge for at binde JBU og DBU´s rækker sammen i turneringsåret. Som sagt rykker holdene, der slutter 1-4 rykket op i Jyllandsserie 1 til foråret, hvor to pladser til DS mellem otte hold skal findes. Holdene på 5-6 pladsen samt de to bedste nummer 7 af de 4 JS kredse skal spille om at undgå nedrykning til foråret. De to dårligste 7´ere samt nummer otte i rækken rykker allerede sidst på efteråret direkte ned i serie 1. Målsætningen må derfor være, at lande på 6.pladsen eller derover for igen at kunne spille JS til foråret. Da Hobro IK´s 2. divisionshold har en umådelig smal trup vil vi allerede i løbet af få uger komme til at aflevere spillere til "kål-holdet", men det er jo et andetholds lod, og det er også sådan det bør være. Vi kan dog håbe på, at 2. div. holdet får tilført yderligere et par spillere, således at de ikke får så meget brug for spillere fra B-truppen.
Men for at vende tilbage til Skagen kampen, så har Hobro IK´s testkampe været vidt forskellige. Vi har mødt et DS-hold, et JS-hold og et serie 1-hold i test kampene med et nederlag, en uafgjort og en sejr til følge. På den positive side kan vi berette, at vi har scoret 13 mål mod forholdsvis stærke træningsmodstandere, og det er også den offensive og positive tilgang til spillet, som Lars Justesen og undertegnede vil forsøge at præge spillerne til at udøve i turneringskampene. Vi mener, at denne tilgang til spillet vil udvikle vores talenter yderligere, således at de på sigt vil kunne trænge sig på til en plads i A-truppen. På den negative side er der simpelthen gået for mange mål ind i vores træningskampe, nemlig hele tolv styk. Vi har tirsdag aften til at øve vores forsvarsspil, ligesom vi vil øve dødbolde og forskellige opspils kombinationer. Vi spiller som tidligere nævnt pokalkampen mod Hadsund torsdag aften og vi håber på at trække os sejrrigt ud af denne match uden skader eller dumme karantæner.
Netop dumme karantæner vil vi have ekstra fokus på at undgå i denne sæson, og advarsler for brok vil ikke blive accepteret fra trænerside. Advarsler i JS er simpelthen med til at afgøre fodboldkampe, og derfor bør vi trods vores unge gennemsnitsalder være de rutinerede på dette område.
Vi ser frem til Skagen kampen med det positive sind og pt. har vi ikke stillet holdet, der skal forsøge at drille et Skagen hold, der vel på papiret er svage favoritter på trods af udebanestatus.
B-truppen i Hobro IK består af: Steffen Nielsen, Peter Clemmensen, Jacob Bjørn, Kasper Skak, Jesper Olesen, Lars Justesen, Casper Sørensen, Palle Qvortrup, Lasse Bak Nielsen, Lennert Dalsgaard, Martin Kruse, Claus Christensen, Mathias Blohm, Michael Ringby, Morten Bjørn Pedersen, Jesper Thybo, Lars Bugge, Søren Holt, Jens Jørgen Vetter, Rasmus Johnsen og Peter Thomsen.
Trænere er Lars Justesen og Peter Thomsen og holdleder er Knud Frederiksen.